Søhuset henter ny F&B Manager

Den 1. december starter Rasmus Kjær i Søhuset Konferencecenter som F&B Manager. Rasmus Kjær skal stå i spidsen for videreudviklingen af Søhusets gastronomiske profil, og bliver ansvarlig for alt forplejning i forbindelse med møder, konferencer og events samt for Søhusets daglige frokostgæster fra DTU Science Park.

Rasmus Kjær har været kok i over to årtier, heraf mange år som selvstændig. Han har drevet flere restauranter, blandt andet Skovshoved Hotel og Krogs Fiskerestaurant. Han har også drevet take away-steder, haft en smørrebrødsrestaurant på Kgs. Nytorv og senest været kreativ køkkenchef for Coor.

Rollen som F&B Manager overtager Rasmus Kjær fra Michael Gyllinge, som har været ansvarlig for Søhusets gastronomiske profil de sidste fem år. Michael stoppede i Søhuset, da han skulle flytte til Jylland.

Bæredygtighed på flere niveauer
Rasmus Kjær er optaget af bæredygtighed, og glæder sig til at videreudvikle Søhuset på det område. Han mener, at der ligger et stort ansvar i at tænke bæredygtighed hele vejen rundt i de store køkkener. I Rasmus’ optik handler det både om økologi og om at have et tæt samarbejde med de lokale producenter, men det handler også om at udfordre køkkenet i at bruge hele råvaren for at mindske madspild, uden at gå på kompromis med smagsoplevelsen.

Søhusets gæster kan forvente flere grønne alternativer på menuen samt retter med neurogastronomiens multisensoriske principper in mente for at skabe den fuldendte madoplevelse.

Maden er en stor del af den oplevelse, gæsterne tager med hjem fra Søhuset. Det skal fortsat være gastronomiske nybrud, vi tilbyder vores gæster, og jeg går til opgaven med nysgerrighed, for jeg elsker at udfordre mig selv med nye koncepter, smagsoplevelser og ideer. Jeg glæder mig til at udvikle samarbejdet med lokale producenter og finde nye samarbejdspartnere i lokalområdet. Jeg håber også, vi til foråret kan invitere lokale borgere i Hørsholm i Søhuset for at opleve denne skjulte perle og Søhusets gastronomiske profil,” fortæller Rasmus Kjær.

Søhusets Director of Conference Christina Wejlemann udtaler:
Vi glæder os til, i fællesskab, at få sat spot på Søhuset som gastronomisk ledestjerne indenfor smag, kvalitet og bæredygtighed. Rasmus kommer med enorm erfaring, og jeg har stor tillid til, at han vil inspirere og udfordre os. Det er vigtigt, at vi konstant udvikler os, særligt på bæredygtighedsområdet, hvor der sker en rivende udvikling.

Fakta
Rasmus Kjær er 48 år, gift og har tre børn.
Han blev Årets Kok i 2002 og vandt DM i smørrebrød i 2013.