Søhuset Konferencecenter genåbner med en ny gastronomisk profil i front

Fra torsdag den 6. maj skal Stig Jensen styre slagets gang i Søhuset Konferencecenters køkken og restaurant som ny F&B Manager.

Stig Jensen skal stå i spidsen for videreudviklingen af vores gastronomiske profil med fokus på mere bæredygtige tiltag. Han bliver ansvarlig for forplejning i forbindelse med møder, konferencer og events samt DTU Science Parks daglige frokostgæster.

Stig Jensen har været kok i 27 år, og er udlært ved Søllerød Kro. Hans mange års erfaring kommer fra den gastronomiske elitescene i København, Snapstinget på Christiansborg og de seneste 9 år som køkkenchef hos Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. 
 

Mere økologi, mindre oksekød 

I 2021 har vi i Søhuset Konferencecenter særligt fokus på bæredygtighed og økologi. Stig Jensen skal blandt andet vise os vejen til at øge økologiprocenten af mad- og drikkevarer til 60-90%, hvilket kvalificerer til Det Økologiske Spisemærke i sølv.  

Derudover udfaser vi forbruget af oksekød i 2021, og lader gæsterne nyde andet dansk kød i stedet suppleret af flere grønne, gastronomiske nybrud. 

Jeg er meget optaget af det ryk, der er ved at ske, hvor der er en bevidsthed om, at vi er nødt til at spise mere plantebaseret. Jeg glæder mig til at servere mere grønt, hvor gæsten stadig får en aha-oplevelse og går glad fra Søhuset Konferencecenter,” siger Stig Jensen.
 

I kamp mod madspild 

Madspild er ikke kun på Stig Jensens professionelle agenda. Når mørket bryder frem, skralder han selv madvarer i supermarkedernes baggårde. 

Søhuset Konferencecenter mindsker vi madspild gennem daglige målinger fra køkkenet og restauranten, så den helt rette madmængde til gæsterne kan forudsiges. Derudover samarbejder vi med Too Good To Go og nonprofitorganisationen Mad med Hjertet. 

”Under nedlukningen påbegyndte vi en bæredygtig transformation. Stig Jensen kommer med dokumenteret erfaring og en tung værktøjskasse inden for økologisk og grøn drift, der skal hjælpe os i mål med vores ambitioner. Vi ser meget frem til at byde ham og en skærpet bæredygtig profil velkommen i Søhuset Konferencecenter sammen med alle vores gode gæster, når vi åbner igen torsdag,” fortæller Søhuset Konferencecenters Director of Conference, Christina Wejlemann.

 

Læs også: