Verdensberømt krigsfotograf bevæger med sin personlige fortælling

Tirsdag morgen inviterede Søhuset inden for til foredrag med den verdensberømte, danske krigsfotograf Jan Grarup, der med sin personlige fortælling og billeder bevægende de 150 fremmødte.

Foredraget satte ikke kun fokus på Jans fantastiske fotografier fra verdens brændpunkter og konflikter, men også på drivkraften i mennesker, på mod og på nysgerrighed.

Jan Grarup formåede med sine rørende, nuancerede og til tider alarmerende billeder at skabe en følelse af samhørighed og nærvær blandt de 150 tilhørere, der var samlet i Søhusets auditorium.

”Vi lever i en stor verden, og der foregår rigtig meget uden for Danmarks grænser i verdens brændpunkter, som vi har set billeder fra i dag. Og det rør mig rigtig meget. Ligesom det mod som Jan kom med også berørte mig – både i forhold til at dele sine billeder, men ikke mindst hans egen historie,” fortæller en af gæsterne ved dagens foredrag, Christina Wolsted.

Til foredraget præsenterede Jan Grarup 80 billeder fra sin mere end 30 år lange karriere: fra sin ilddåb som krigsfotograf, da han i 1988 fandt sig selv midt i et IRA-attentat i Nordirland til hans tur til det krigsramte Sydsudan for blot få uger tilbage.

Få et indblik i foredraget og Jans vigtigste pointer fra dagen

Finder motivation i mennesket bag konflikten

Drivkraften i Jans arbejde har, som han selv udtrykte det, altid været at stille spørgsmål med sine billeder – ikke besvare dem. Han ønsker at vise mennesket bag konflikten.

”Dybden og nuancerne i de menneskelige historier er vigtige for mig. For alting er ikke som det ser ud ved første øjekast. Mit arbejde har lært mig altid at være åben og nysgerrig på den menneskelige fortælling,” fortæller Jan.

Med nysgerrigheden som følgesvend

Jan er drevet af en nysgerrighed, som har ført ham fra det mondæne familieliv på Østerbro i København til midten af verdens brændpunkter.

Jan har udviklet sig fra at fungere som klassisk nyhedsfotograf og såkaldt ”krigskanin” i starten af sin karriere til i mange år at have beskæftiget sig med reportagefotoet. I dag er han i høj grad optaget af at bruge fotomediet som antropologisk værktøj og afsæt, når han med en stadig konsekvent nysgerrighed går til den menneskelige historie bag konflikten med spørgsmål og en linse, der ikke vil sætte fokus på det umiddelbare, men på det sande.

Fra Jan var budskabet med dagens foredrag klart – ta’ stilling og ta’ ansvar:

”Det vigtigste for mig er, at folk går hjem fra foredraget og reflekterer over, hvor de selv står, og hvad de tænker om de situationer, der foregår rundt omkring i verden. Man må hjertens gerne være uenig med mig, men det er vigtigt, at man er sit ansvar bevidst, og at man tager stilling. Den største fjende i verden er ligegyldighed,” afslutter han.